Vi bruger Cookies!     

         
 X     
muis

Sider om Islam og Politik


LANDEBESKRIVELSE AF IRAN

 

 

Skrevet af Flemming Rønø

 

1)      Indledning

 

2)      Verdens eneste Præstestyre

2a)Shahen/revolution/Khomeini

 

3)      Beskrivelse af Iran

Lidt Historie

 

        4) Befolkning

Kvinder

Første kvindelig minister i 30 år

             Kurder

 

 

5)   Skoler og undervisning

5.a) Ung i Iran 2008

6)   Ytringsfrihed eller ej

 

 

7)  Politisk system og valg

7a) Vogternes Råd

7b) Iranernes syn på valget 2004

7c) Dagene op til valget i Iran 2004

                                                                                                                   

8) Irans folkevalgte præsidenter

 

9) Irans retssystem.

9a) Menneskerettigheder

9b) Henrettelse for druk..... 

 

      10) Irans Handelsmarked

10a) Oliestaten Iran

        10b) Eksport

10c) Import

10d)  Danmarks handel med Iran

 

     11) Krigen Iran/Irak

11 a) Frankrig blander sig

11 b) Våbenhvile

 

      12)  Iran i dag

 

       13)  Hvor mange er i Danmark?

 

       14) Persongalleri

 

       15) Kilder

 

 

 

 1. Indledning

 

I denne beretning skal vi se på, det nok næstmest islamistiske land i verden efter Saudi-Arabien, nemlig Iran.

Det er umuligt, at skrive en total fyldestgørende beretning af Iran, det ville fylde mange tusinde sider, men et lille indblik forsøger jeg at give i denne beretning.

Iran er ca. 38 gange større end Danmark, i alt 1.636.000 km2, mod Danmarks areal på ca. 43.000 km2.

Landet der grænser op til Irak og Tyrkiet i vest, Sovjet i nord, og mod syd er det Den Persiske Golf, der er udsigt til.

Iran er delt op i 28 provinser, der igen er opdelt i 472 kommuner.

Indbyggertallet i Iran er ca. 71 mio. og landet har en befolkningsvækst på ca. 500.000 mennesker pr. år.

 Præstestyret har de seneste år gennemført en ”befolkningsbegrænsningskampange”, hvor unge par bla. opfordres til at bruge prævention, og desuden til kun at få 2 børn.

Kampagnen er delvis lykkes, og folk får for tiden færre børn.

 

Det store lands navn var indtil 1935 Persien, mens det officielle navn nu er: Den Islamiske Republik Iran.

 

Iran

 

Religionfordelingen i landet er en klar overvægt til Shiamuslimerne.

 

Shiamuslimerne udgør ca.                    59 mio.   ca. 89 %

Sunnimuslimerne udgør ca.                   7 mio.   ca. 10 %

Bahai                              ca.                 470.000

Zoroastra                       ca.                   60.000

Jøder                              ca.                   30.000

 

 

 

LIDT HISTORIE

 

Iran er i tidernes løb blevet invaderet af mange forskellige lande og grupperinger, bla. arabere, Seljuk, Tyrkere, mongoler og andre, men landet har dog altid genvundet sin nationale identitet.

 Arkæologiske fund i landet tyder på, der har været menneskelig aktivitet i landet i over 100.000 år, men officielt er de første mennesker kommet i Iran, for godt 9.000 år siden.

Arnerne (der betyder iranere) kom til regionen for ca. 4.000 år siden.

Arnerne blandede sig med andre folk, og der opstod tre stammer: Mederne i vest, Parthanerne i øst og perserne mod syd.

 

I midten af den 6.århundrede før Kristi, regerede Cyrus den store (1”¦) - Han grundlagde det persiske imperium, der eksisterede i perioden 540-331, altså godt 200 år.

Persien regerede i sin storhedstid over store dele af, hvad der nu er Tyrkiet, Irak, Syrien og

Israel.

 

Persien efter Cyrus Den Stores erobringer i perioden 540-331

 f. Kristi.

 

I det 7.århundrede kom en arabisk-muslimsk erobring af Iran, og trods andre forsøg på

erobringer, forblev Iran derefter et muslimsk land.

 

I 1500 tallet blev den Shia-muslimske retning indført.

 

I 1908 fandt man den første olie i landet, og i dag er landet verdens 4. største olieland.

 

 

 

 

 

 

2. VERDENS ENESTE PRÆSTESTYRE

 

Revolutionen i 1979 bragte ayatollah Khomeini (2) til magten for livstid. Han indførte straks et strengt religiøst samfundssystem.

Koranen blev en del af Irans grundlov, og det fundamentalistiske præstestyre var født.

Ayatollah Khomeini startede med at udrydde alle anderledes tænkende, og indfødte gradvist et jernhårdt totalitært styre.

 

I 1981 kom det Islamiske Revolutionære Parti med 90 % af befolkningen bag sig, til fuldstændig at dominere statsapparatet. Ved et attentat mod partiets hovedkvarter den 30. august 1981 døde 72 af dets ledere, deriblandt præsidenten Rajai  og Premierministeren Mohamed Bahonar.

Ali Khamenei, der indtil da havde været generalsekretær for partiet, blev nu valgt til præsident.

 

I dag er præstestyret ved at miste befolkningens opbakning. For mange iranere handler det om at få et godt job, og mere personlig frihed, men dette er en enorm langsom proces, da både retsvæsnet og samfundsøkonomien stadig er underlagt de religiøse lederes kontrol.

 

 

                                                                                                                                      

3. SHAHEN/ REVOLUTIONEN/ KHOMEINI

 

Seyyed Ruhallah Khomeini er født i 1900.

 

Khomeini var fra barnsben blevet opflasket med koranen, han levede sit liv efter meget strenge religiøse regler.

Han blev allerede i 1920erne udnævnt til ayatollah (Ypperstepræst).

 

Shahens(3) styre og hans bestræbelser på at vestliggøre Iran, var i Khomeinis øjne en katastrofe, og en hån mod det islamitiske folk.

Shahens planer om at indføre ligestilling, og ikke religiøs undervisning, fik Khomeini til at fare i flint.

Til at starte med fik Khomeini ikke andet ud af anstrengelserne i 1960erne, end at blive landsforvist.

Han fik asyl mange år i Irak og kom i 1978 til Frankrig, men han fortsatte dog for at agitere for, at Iran skulle regeres som en 100 % muslimsk stat, og af muslimske præster.

 

Han opfordrede det iranske folk til at styrte shahen - som han beskyldte for at tage folks hjerner

 

 

I 1979 blev shahen så væltet. Oppositionen mod shahen bestod af tre grupper.

Den vigtigste er den religiøse opposition, der var domineret af den shiitiske leder Khomeini, der havde dannet en islamitisk bevægelse.

Den anden gruppe var den - nationale front””en politisk bevægelse der havde rødder helt tilbage til mossadegn.

Desuden fandtes forskellige grupper på venstrefløjen, som det forbudte kommunistparti -Tudeh - og den marxistiske guerilla -Fedayeen-.

Disse grupper blev bundet sammen i en sammenfattet fordømmelse af shahens politik.

 

Den stærke opposition var de religiøse.

De religiøse ledere frygtede udviklingen af et moderne vestligpræget samfund, hvor islam ville få langt mindre betydning og magt.

Oppossitionen udnyttede samtidig den udbredte utilfredshed med shahens politik i den fattige religiøse befolkning.

 

Khomeini der stadig var i eksil i Frankrig fra 1960erne, hvor han kom fra Irak, indspillede bånd med prædikener på og kopierede dem i tusindvis, og spredte dem i hele Iran, hvor de havde en stærk organiseret effekt.

 

Store stejker og demonstrationer tvang shahen  til at opgive hvervet, og han forlod Iran i januar 1979, og søgte eksil i Egypten. Han døde 17. juli 1980.

 

Umiddelbart før han rejste, udnævnte han en ny regering, som skulle ledes af den tidligere leder af oppositionen Bakhtiars , men hans regering blev aldrig accepteret af oppositionen, og den 10. februar 1979 måtte han også gå af.

 

 

Efter shahen forlod landet, kom Khomeini hjem igen, og proklamerede den islamistiske republik Iran.

I 1979 stemte man om Irans fremtidige styreform, og over 98 % af stemmerne talte FOR en islamisk republik, fordi Khomeini lovede sit folk demokrati. Han forsikrede folket, at religion og politik ville forblive adskilt, og at koranens middelalderlige regler ikke ville erstatte landets moderne og sekulære grundlov. Folket troede på ham.

Da han var kommet til magten, dansede folk i gaderne, fordi at de var sikre på, at enevælden efter shahen var en persisk saga blot, og demokratiet en virkelighed.

Men Khomeinis barbariske bøller angreb folket, og med nådeløs vold knuste de deres glæde. Musik, vin, skak og fester blev forbudt.

Anderledes tænkende menneskerettigsforkæmpere, forfattere, artister, poeter, religionskritikere, videnskabsmænd, religiøse minoriteter som bahaier blev forfulgt, torteret og myrdet.

 

I Magasinet ”Time Magazine”(1”¦) blev Allatollah Khomeini udråbt til ”Årets Mand”.

 

Ny premierminister blev derefter Mahdi Bazargan (7) fra den Nationale Front.

Han forsøgte at føre en foreningspolitik mellem kravene fra de religiøse ledere, og venstrefløjen.

Han endte med at isolere sig mellem den revolutionære venstrefløj, og de dybt konservative præster.

 

I 1981 kom det islamiske Revolutionære parti med 90 % af befolkningen bag sig til at dominere statsapparatet.

Det iranske præstestyre med Khomeini i spidsen skabte Irans nye grundlov.

Grundloven blev vedtaget af mullahernes ekspertråd.

Rådet bestemte at landet skulle styres som et islamistisk samfund, hvor alt er bestemt af, hvad der står i koranen.

Khomeini fik den største myndighed i Iran. Han kunne nu bestemme, hvem der nu skulle sidde i det religiøse råd, og bestemme alle landets love.

 

Politikerne i det folkevalgte parlament på de 290 personer fik kun indflydelse, hvis Khomeini ønskede det.

Mange af de folkevalgte, der havde støttet Khomeini i starten, blev efterfølgende skuffede. De følte der igen var blevet indført diktatur, hvilket der jo også var.

 

Khomeini fik mange tilhængere udenfor Iran i andre muslimske lande. Mange mente, at han var den eneste muslim, der kunne anerkendes som leder af hele islam (eks. som paven er hos katolikkerne).

 

Præstestyret som Khomeini indførte resulterede i, at tusindvis af politiske modstandere blev henrettet, titusinder sat i fængsler, som politiske fanger og endnu flere tog i eksil i andre lande.

Det forekommer, at mange er omkommet under mystiske omstændigheder i udlandet, hvilket tyder på Khomeini har ladet sig inspirere af Stalins arbejdsmetoder.

I 1988 udsteder Khomeini en fatwa, som i dette tilfælde er en regulær dødsdom over den indiskfødte forfatter Salmie Rushdie, for at skrive ”De Satanistiske vers”.

 

Den 3. juni 1989 dør Khomeini, og 8 mio. iranere deltog i hans begravelse.

 

Siden Khomeinis død i 1989, har man arbejdet på at opføre et kæmpe mausoleum.

Selve byggeriet skal efter planerne være verdens største gravmæle.

Gravmælet er bygget op som en kæmpe moske med fire kæmpe minerater.

Selve Khomeinis sarkofag er centralt placeret under en stor kuppel, der står støttet af otte store marmorstolper, der står i en cirkel om sarkofagen.

 

Ayatollah Khomeinis mausoleum i Teheran

 

 

 

Mænd og kvinder har naturligvis hver sin indgang, og kvinder SKAL være iført sort Chador, når de besøger mousoleumet.

Det siges at når engang byggeriet står totalt færdig, skal det huse et universitet for islamiske studier, et seminarium, et indkøbscenter, samt et parkeringsareal med plads til 20.000 biler.

I alt et areal, der vil fylde ca. 20 km2 år, når det står færdigbygget.

Iran forventer at bruge 2 milliarder US dollars på projektet.

 

 

1”¦ Time Magazine

       Amerikansk Magazin der udkom første gang i 1923.

       Time Magazin har et oplag på 5,3 mio. eksemplarer, hvoraf de 4,1 mio. sælges i USA.

 

 

 

4. BEFOLKNING

 

Landets befolkningstal er i 2007 71,3 mio. indbyggere, og efter optællingerne af befolkningsgrupperne er de bla. fordelt således:

 

Persere ca.          51%                      35,8 mio.

Azeriere              24%                      16,8 mio.

Kurdere                 9%                       6,3 mio.

 

 

Fra 1946 til  2003 er Irans befolkning mere end 4 dobbelt, fra ca. 16 mio. i 1946 og til ca. 71 mio. i 2003, og man skønner at i år 2025 vil der være ca. 100 mio. indbyggere i Iran.

 

I Hovedstaden Teheran (7,2 mio.) er befolkningen vokset fra 200.000 mennesker til de ca. 7,2 mio.(2003) på ca. 70 år.

 

 

 

 

 

 

KVINDER

 

I Irans præstestyre SKAL kvinder bære slør, og efterkommer de ikke dette påbud, er der en stor risiko for at blive arresteret af ”Det religiøse politi”.

Det religiøse politi er et korps der kontroller, at ayatollahens religiøse forskrifter fra koranen bliver adlydt til punkt og prikke.

Hvis kvinderne lod være med at bære slør, kunne de risikere at få smidt syre i ansigtet af det religiøse politi.

 

I dagens Iran må kvinder og mænd f.eks. ikke sidde på samme offentlige bænke. Når man eks. skal med bussen, venter man i hver sin kø, idet man også sidder adskilt der.

Strandene er med enkelte undtagelser også kønsopdelte, for ingen mand skal kunne se på en badende kvinde, selvom de er dækket til.

 

Tidligere tillod myndighederne ikke kvinder at eje en forretning, men det er dog tilladt nu.

 

Ingen iransk kvinde kan rejse alene i landet uden en mandlig værge, medmindre hun er studerende.

 

Rundt omkring i landet minder skilte om, hvad man forventer af Irans kvinder, f. eks ”forkert hijab, betyder prostitution”.

Prostitution er selvfølgelig strengt forbudt i Iran, men findes naturligvis, det kan medføre stening af de involverede kvinder.

I 2001 blev 17 narkoprostituerede myrdet, kvalt i deres slør.

Lignende blev efterladt på gaderne eller smidt i en flod, og disse mord er klart religiøst betonede.

I 1979 nedbrændte islamitterne et helt kvarter i Teheran, hvor de prostituerede holdt til og arbejdede.

I Ayatollah Khomeinis første tid var det også forbudt for kvinder at bruge make up.

Selv i 2007 kom en større moralsk offensiv i Iran, hvor man lukkede 24 frisører, der havde designet vestlige frisurer.

I februar 2009 begyndte en iransk kvinde at afsone tre års fængsel. Hendes forbrydelse var, at hun deltog i en fredelig demonstration for kvinderettigheder.

Snesevis af kvinder har modtaget lignede domme, men de er dog aldrig blevet effektueret.

 

I 1979 forbød Irans love, at kvinder overværede mandefodboldkampe. Forsøgsvis suspenderes forbuddet i 1994, så tildækkede kvinder kunne overvære visse kampe, fra en mandefri tribune, men da nogle af dem efter en kamp forsøgte at få autografer, fra nogle af de mandlige spillere, blev denne beslutning igen sat ud af kraft.

 I 2006 foreslog Irans præsident Ahmadivejad, at iranske kvinder igen skulle have ret til at se mandefodboldkampe.

Med forslaget står præsident Ahmadivejad, som en kvindeforkæmper.

 

Forslaget var da heller ikke vedtaget i 2007, da Sydkorea spillede VM-kvalifikationskamp mod Iran, da stod en gruppe fortabte kvindelige iranske fodboldfans udenfor Teherans Azadi stadion og afleverede et brev til de kvindelige koreanske fans, som fik lov at se kampen.

 

Brevet lød:

 

Kære koreanske medsøstre.

Vil i ikke nok, bare en gang råbe højt, at i støtter os? Vil I gøre det for os, søstre? Mens I hepper på jeres hold, er vi fanger i vores hjem bag en forbandet tv-skærm. Vi må kvæle vores begejstring i vores struber og græde, selv når vi er glade, fordi vores fodboldspillere ikke kan høre os, når vi tiljubler dem.

 

Under Irans fodboldkampe op til VM i Frankrig i 1998, blev både mænd og kvinder dog grebet så meget af VM-feberen, da landsholdet vandt over Australien, og dermed sikrede sig VM deltagelse. Spillerne blev fejret med en ligeså stor begejstring, som da Ayatollah Khomeini kom tilbage til landet efter sit eksil i 1989.

Millioner af iranere gik på gaderne, og tusindvis af BÅDE mænd og kvinder væltede ind på Azadi stadion i Teheran for at fejre landsholdet.

I dette tilfælde kunne politiet ikke intet stille op, - og lod det være denne ene gang.

 

 

Til VM kvalifikationskampen i 2007 mellem Iran og Sydkorea i Teheran, måtte

kvindelige iranske fans stå udenfor stadion, da iranske kvinder ikke har adgang til

en herrefodboldkamp i Iran, mens kvindelige sydkoreanske fans fik lov at heppe på

deres hold.

 

 

De senere år har styret dog givet sig lidt med hensyn til kvinder. I august 2003 ophævede man et hidtidigt forbud mod, at kvinder kunne blive imamer.

Kvinder ville herefter kunne lede forsamlinger i bøn, men dog KUN til kvinder, og formålet med ophævelsen af forbuddet var at imødegå en faldende interesse for islam blandt kvinder.

 

I Iran har jurister og kvinder også kritiseret den fortolkning i koranen der siger, at en mand må have flere koner, og netop på grund af den kritik er lovgivningen ændret i landet.

Nu er det faktisk blevet muligt for en iransk kvinde, at underskrive en kontrakt inden hun bliver gift, så hvis hendes mand gifter sig med flere kvinder, og hun ikke accepterer det, kan hun kræve skilsmisse.

 

 

På gaderne i det nordlige Teherans velhaverkvarterer, holder de lokale sig lige akkurat indenfor lovens rammer med hensyn til beklædningen.

Da øjne, næse, og hænder er de eneste træk der må blottes, bliver øjenmakeup anlagt med en videnskabelig præcision.

I alt udføres ca. 70.000 kosmetiske næseoperationer om året, mange ynder også at få tatoveringer ”på maven og andre steder”. Udseendet er altså lige så vigtigt, som for kvinderne i vesten.

 

I dagens Iran ændrer kvinderne hele tiden tøjstil, og dermed udfordres systemet og forbuddene. De unge går så at sige forrest i kampen, hvorefter de ældre medsøstre langsomt følger efter.

Jakkerne er krøbet op midt på låret nu, den løstsiddende Chador er fortrængt af kropsnært skjortekjoler, der er så opslidsede, at man kan se det meste af de stramme cowboybukser pigerne har på indenunder.

.

I 2003 arbejder ca. 10 % af kvinderne ude, og bla. sidder mange kvinder i regeringsadminstrationen, som er for rimeligt højt uddannede.

Dette kan meget let give problemer i familielivet, hvis eks. manden er arbejdsløs og kvinden arbejder ude. Sådanne ting kan bla. være årsagen til at Iran har oplevet et støt stigende antal skilsmisser de seneste 15 år.

 

Man kan sågar også opleve at et ugift par går sammen på restaurant og spiser sammen, hvilket stadig er strengt forbudt, og totalt utænkeligt for nogle år siden.

 

En anden ting som staten har ”bøjet” sig for, er at til præsidentvalget i 2001, var der opstillet kvindelige kandidater. Selvom de ikke havde en jordisk chance for at opnå valg, havde befolkningen dog en mulighed for at stemme på en kvindelig kandidat.

 

 

 

 

En kvinde i Iran fik tre års fængsel for at have deltaget i en fredelig

demonstration for kvinderettigheder.

 

 

FØRSTE KVINDELIGE MINISTER I 30 ÅR

 

I september 2009, fik Iran sin første kvindelige minister i Den Islamiske Republiks historie.

Det iranske parlament godtog, at den 50 årige Marzien Vahid Dastjerdi skulle være sundhedsminister.

Op til hendes udnævnelse var der en del kritik, fordi hun hverken havde regeringserfaring eller bare erfaring med at blot lede et hospital.

Hun har dog siddet i det iranske parlament for "Det Islamiske Lægeparti, hvor hun bla. stod i spidsen for en kampagne for kønsopdelte hospitaler.

Det projekt faldt dog til jorden, på grund af manglen på kvindelige speciallæger i Iran.

 

Irans præsident i 2009 Ahmadinejad, havde indstillet hele tre kvinder til ministerposter, men de to af dem valgte parlamentet fra.

De var ellers indstillet til henholdsvis socialminister samt undervisningsminister.

 

Ved at indstille "hele" tre kvindelige ministeremner, gik Ahmadinejad tilsyneladende ind for en mere ligestilling mellem kønnene, - men det KAN også være, at han efter alle urolighederne efter valget i 2009, hvor mange modstandere af præsidenten, lavede oprør m.h.t. beskyldninger om evt. valgsvindel, kan netop  det, være et slags plaster på såret.

 

 

 

KURDERE

 

Kurderne er et etnisk mindretal. De lever hovedsagligt i Iran, Tyrkiet, Irak, Syrien og Armenien.

De iranske kurdere bor oppe i det nordvestlige hjørne af landet, der grænser op til Irak og Tyrkiet.

Kurderne er et bjergfolk, der oprindeligt skulle have set dagens lys for 3500 år siden.

Kurderne taler hovedsagligt persisk, og har gennem de sidste mange år kæmpet for en selvstændig stat.

I Iran skønnes ca. 7-8 % af befolkningen at være kurdere (ca. 5 millioner).

 

 

 

5. SKOLER OG UNDERVISNING

 

På alle regeringsejede skoler er undervisningen gratis, og der gøres meget ud af, at islam får en

 central rolle i undervisningen, men selvfølgelig er en del af tiden også beregnet til almindelige

fag som matematik, sprog og alm. læsning og stavning.

Før 1989 var godt halvdelen af Irans elever stadig analfabeter, når de gik ud af skolen, men

 undervisningssektoren er blevet kraftig forbedret, idet det nu kun er godt 25 % af de unge, der

 stadig er analfabet når de forlader skolen.

 

 

Kønnene er adskilt i de iranske skoler, her en drengeklasse.

 

 

 

I Iran går ca. 95 % af børnene i skole til og med 8 klasse, og i de 8 år er skolerne kønsopdelt.

Skoleforløbet er opdelt i 5 års grundskole, og så 3 års udvidet grundskole.

 

Drenge og piger er opdelt hver for sig, og det er strengt forbudt for drenge at besøge pigernes

 del af skolen. Sker det og bliver det opdaget, er revelselsretten for lærere og skoleinspektør

 stadig her i det 21 århundrede IKKE afskaffet.

Først når og hvis de unge kommer i gymnasiet bliver kønnene blandet.

 

Da Iran blev regeret under Shahen, var der i ALLE skolebøger tre billeder på første side, et af

 Shahen, et af hans kone, og et af deres søn, og der måtte ikke ske noget med disse billeder. En

 dag en dreng for sjov havde tegnet overskæg på shahen, blev han kaldt op til læreren

 som ligeud sagde: ”Hvis du ikke havde været så ung, så var du forsvundet i morgen, for aldrig

vende tilbage” en klar melding til skræk og advarsel for resten af klassen.

 

Antallet af studerende er vokset kraftigt de senere år, især antallet af piger er steget. Faktisk er

 der et flertal af piger i dag, der studerer på universiteterne.

Størstedelen af den studerende ungdom, har dog svært ved senere at få faste ansættelser, på

 grund af den relative store arbejdsløshed i landet.

Arbejdsløsheden er ca. 20 % (2008), og der er en særdeles stor ungdomsarbejdsløshed.

Derfor skiftes universitetsgraden i stort omfang tit ud med f.eks. et job i faderens forretning eller

lignende.

En ung mand, der er uddannet geograf kan ikke få job, og arbejder med at sælge

 miniaturemalerier i Irans største turistby Isfahan, mens

en anden der har taget en udannelse på et tysk teknisk universitet renser tæpper.

 

 

 

På iranske skoler gøres meget ud af, at islam får en central

rolle i undervisningen.

 

 

 

5.a  UNG I IRAN I 2008

 

 

Selvom iranerne har vænnet sig til de meget hårde leveregler, er der mange - især unge””som er rimelig trætte af dem.

Cirka halvdelen af Irans befolkning er under 30 år, og børn af den islamiske revolution.

Livet i Iran for de unge adskiller sig på mange punkter fra livet i vesten. Jo, de har ofte færre penge og dårligere fremtidsudsigter, men de henter meget af deres viden fra satellit TV og internettet. De ser musikvideoer på MTV, ja selv den amerikanske serie Baywatch er populær blandt de unge.

Satellit TV er dog stadig forbudt i Iran, men i dag (2009) er satellit-tv snart alle mands eje, derfor her myndighederne næsten opgivet at slå ned på denne ”forbrydelse”.

 

Mange unge har lavet en slags oprør mod disse leveregler, så de går sammen på cafe, på burgerbar, og på pizzeria, og det ses også ret tit efterhånden, at et kærestepar går offentligt med hinanden i hånden. Dette var helt utænkeligt tidligere.

 

Unge fortæller også, at når de holder fester, tager pigerne tørklædet af og danser ofte i korte nederdele.

Man drikker spiritus og danser til høj musik, hvis chancen er der. Men hvis politiet kommer og stopper festen, kan arrangøren og deltagerne idømmes hårde straffe som piskning for indtagelse af alkohol, fængsel, eller hvis politiet vælger det, en omgang tæsk på politistationen.

 

Derfor sætter de unge ofte vagtposter op, når der skal holdes fest, så der kan advares hvis politiet er på vej.

 

 

Mange unge i Iran adskiller sig ikke fra vestens unge, de holder fester, hvor spiritus

ofte drikkes, selvom det er strengt forbudt.

 

 

6. YTRINGSFRIHED ELLER EJ I IRAN

 

I de seneste 4 år har islamistiske diktatoere lukket hen ved 100 dagblade. Nogle i kortere perioder, andre helt permanent fordi de har skrevet negativt om styringsformen i Iran.

Hen ved 1.800 journalister og pressefotografer mistede derved jobbet, bare fordi de tog ytringsfriheden alvorligt.

 

Organitionen ”Journalister uden grænser” konstaterede i en rapport i februar 2004, at Iran er det land i mellemøsten, hvor flest pressefolk er blevet likvideret eller smidt i fængsel.

 

Op til valget i 2004 (se omtale andetsteds) blev yderligere to Iranske dagblade lukket, fordi bladet valgte at trykke at åbent brev, der var underskrevet af 130 parlamentsmedlemmer, der trådte tilbage i protest mod det ethvert henseende manipuleret valg.

 

Op til valget i februar 2004 interviewede Morgenavisen Jyllands-Posten folk på gaden, for at høre deres mening om valget. I alle interview blev der enten sagt meget lidt eller slet ingenting.

 

En kvinde, der præsenterede sig som Tala 48 år sagde dog på engelsk: ”Tro ikke hvad de siger. Det er et latterligt valg, det rene humbug. 80 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og de færreste deltager i valget af fri vilje” ”¦ Omkringstående valgfunktionærer forsøgte at få Jyllands-Postens journalist til at oversætte det, som kvinden lige havde sagt”¦

 

 

 

 

7.  POLITISK SYSTEM OG VALG

 

I Iran sidder 290 personer i parlamentet, deraf er dog 14-15 af dem kvinder.

Kvinder i Iran fik stemmeret i 1963.

 

Der findes mange partier i Iran, men de 2 centrale er:

a)      Executives of the Constitution  (Reformvenligt)

b)      Unity of islamic centres  (Konservativt)

 

   

Der findes som i mange andre lande ingen såkaldt spærregrænse i Iran (i Danmark 2 %). Man har feks. i modsætning til Danmark flertalsvalg i enkeltkredse. Det vil sige at en uafhængig kandidat kan vinde i en enkel valgkreds og så komme i parlamentet. I Danmark har vi som bekendt forholdstalsvalg.

(Kilde: Anders Bjørn Hansen Ambassadesekretær ved Danmarks Ambassade i Teheran)

 

 

Parlamentsvalget i år 2000, blev en stor sejr for reformfløjen ledet af Khatani, der erobrede hele 226 pladser af de 290 pladser (78 %), og valgdeltagelsen var her 67,2 % og 46,9 i Tehranområdet.

 

4 år senere ved parlamentsvalgetvalget 20. feb. 2004, havde Iran en stemmeprocent på omkring 50.

I hovedstaden Teheran var den dog bundlav (helt nede på 28 %) siden revolutionen i 1979.

 

Reformtilhængerne (dem fra den liberale opposition) opfordrede en masseboykot til valget, fordi præstestyret forbød 2530 ud af 8157 liberale i at stille op til valget.

De levede ikke op til de religiøse og ideologiske krav, som ”Vogternes råd” (Se andet sted på siden) har ret til at diktere, men ikke begrunde.

80 af de afviste liberale reformtilhængere havde sæde i parlamentet.

 

Præsident Ayatollah Ali Khamenei giver i januar 2004 ”Vogternes Råd ”ordre til at se nærmere på deres beslutning, og om ”ikke kun at kigge på det negative hos kandidaterne, men også det positive”.

 

 

7.a VOGTERNES RÅD

 

 Vogternes Råd er det mest magtfulde organ i Iran. Rådet skal godkende ALLE kandidater, der opstiller til Parlamentet, og godkender også alle de love som vedtages i Parlamentet.

Det er formelt for at sikre lovene er i overensstemmelse med den islamistiske lov og den iranske forfatning.

 

Vogternes råd består af 12 medlemmer.

6 af dem er teologer og udpeges af den religiøse leder.

6 af dem er islamiske jurister, der udpeges af retssystemet, disse 6 skal dog godkendes af Parlamentet.

De 12 medlemmer udpeges hvert 6.år forskelligt, således at halvdelen udskiftes hvert 3.år.

Formanden for vogternes Råd, ayatollah Ahmad Jannati, sagde om valget: ”Det er som saglig Imam Khomeini så præcist udtrykker det, forræderi mod islam og mod landet, at ignorere et valg.”

 

 

7.b IRAKERES SYN PÅ VALGET 2004

 

 

”Udenlandske regeringer har forsøgt at drive propaganda, og hævdet at folk ikke vil stemme, men det er løgn. Vi ser nu mængder af mennesker, der opfylder deres hellige pligt”.

 

”Hver stemme er som en kugle i hjertet på præsident Bush” sagde formanden for vogternes Råd i en tv-transmitteret prædiken, og hen ved 5.000 tilhørere svarede med knyttede næver ”Allah er stor”.

 

En 63 årige kvindelig iraker som Jyllands-Posten traf på vej til stemmeurnerne sagde:

” Det er vores hellige pligt at stemme. Det kræver islamistisk lov”.

” Jeg stemmer for revolutionen og vore mange martyrers skyld. Min stemme er en hjælp mod de fremmede magter, der vil Iran ondt ” sagde hun.

Hvem hun havde stemt på vidste hun imidlertid ikke, det havde hun overladt til sin søn at bestemme, eftersom hun ikke kan læse eller skrive.

 

En 26årige fabriksarbejder Abbas mente: ”Det var svært at vælge, fordi jeg ikke havde nogen information om kandidaterne.  Men jeg håber det nye parlament kan løse alle problemerne” sagde han.

Han fremviste den særlige identitsbog, som der sættes kryds i, når man har stemt, hvilket kan være afgørende for, at få arbejde i statskontrollerede virksomheder.

 

En flok på flere hundrede arbejdsløse bageriarbejdere, som stod samlet ved et torv i håb om interesserede arbejdsgiveres ankomst, forklarede enstemmigt at de ikke ville stemme til valget.

28 årige Ganji sagde: ”De gør ikke noget for os, så hvad nytter det at stemme. Vi har ingen penge og intet arbejde. Hvis de giver os det, vil vi stemme” sagde han.

 

Konservative i heftig valgkamp i Iran

 

 

 

 

7.c. DAGENE OP TIL VALGET 2004 I IRAN

 

28. januar 2004: Et reformforslag fra Parlamentet vedr. Vogternes råd, begrænses ang. deres magt til at underkende lovforslag.

Forslaget underkendes af rådet, der stadig vil have lov at bestemme, hvem der kan stille op til valg.

 

30. januar 2004: Vogternes Råd offentliggør deres Kandidatliste over godkendte kandidater.

1160 af de oprindelige afviste blev godkendt til at stille op til valget.

 

1.februar 2004: Iranske parlamentsmedlemmer meddeler deres tilbagetræden i protest mod udelukkelsen.

 

2. februar 2004: Irans største reformparti (IIPF) (Islamic Iran Participation Front) vil boykotte parlamentsvalget, hvis det ikke udsættes.

 

Den Iranske Journalist og forfatter Hengameh Shahidi siger: ”Det er et smart træk af vogternes råd. Får kandidaterne alligevel lov at opstille, har de allerede brugt en masse energi og tid på at protestere, og har egentlig kun få dage til at føre en regulær valgkamp, og insisterer Vogternes råd på at frasortere ca. halvdelen af de opstillede, bliver rådet meget upopulære i befolkningen.

 

14. februar 2004: 550 reformvenlige kandidater, som ellers var godkendt til opstilling, trækker deres kandidatur tilbage i protest.

 

20. februar 2004: Valgdagen.

Som andet sted beskrevet, bliver valgdeltagelsen i Iran i 2004 på ca. 50 %. Iranerne boykotter simpelthen at stemme, på grund af disse uoverensstemmelser vedr. kandidatlisterne.

De konservertive får magten i Parlamentet med et klart flertal af mandater.

 

 

 

 

 

 

8. IRANS FOLKEVALGTE PRÆSIDENTER

 

Under afsnittet ”Irans Folkevalgte præsidenter” vil jeg give en meget kort beskrivelse af de seks præsidenter, der har været i Iran EFTER revolutionen i 1979.

 

Abolhassan Banisadr (Den første præsident)

 

Abolhassan Banisadr blev født i 1933, og var den første folkevalgte præsident i Iran, efter den iranske revolution i 1979.

Banisadr var i 1960´erne aktiv i studenterbevægelsen, som søgte at vælte Shahen. Han blev fængslet hele to gange og såret under et oprør i 1963.

 

Banisadr flygtede til Frankrig, hvor han gik ind i en iransk modstandsbevægelse, som blev ledet af ayatollah Khomeini. Han vendte tilbage til Iran sammen med Khomeini i begyndelsen af revolutionen i februar 1979. Efter revolutionen blev Banisadr udnævnt til vice-økonomi og finansminister, samt udenrigsminister for en kort periode i 1979. Han var finansminister fra 1979 til 1980.

 

I begyndelsen af 1980, blev han så valgt til Irans første præsident.

Banisadr var IKKE mullah, og ayatollah Khomeini insisterede på, at mullaher ikke kunne blive valgt til poster i staten. Khomeini ændrede dog holdning til dette på et senere tidspunkt.

 

Kort efter havde Banisadr et sammenstød med ayatollah Khomeini, som mente han ledede de iranske styrker på en svag måde i krigen mod Irak, hvilket medførte at ayatollah Khomeini fratog præsidenten kontrollen med de væbnede styrker, og lod denne magt overgå til sit eget embede.

Banisadr blev tvunget fra magten i 1981.

 


Abolhassan Banisadr: Første

valgte præsident i Iran.

Han sad fra 1980 til 1981

 

 

 

Mohammed Ali Rajai (Irans anden præsident)

 

Mohammed Ali Rajai blev født i 1933, og myrdet i 1980.

Mohammed Ali Rajai fik kun nogle få uger på præsidentposten. Han var en stærk tilhænger af den iranske revolution og var leder af en bevægelse, som søgte at få studenterne til at presse amerikansk og europæisk indflydelse ud af universiteterne. Det blev senere kaldet ”den kulturelle revolution”.

 

 

Sayyed Ali Khamenei (Irans tredje præsident)

 

Sayyed Ali Kharmenei blev født i 1939.

I 1981 blev Kharmenei valgt som den første præst til præsident, og efterfulgte Mohammed Ali Rajai.

Oprindeligt havde det været ayatollah Khomeneis hensigt at holde præsterne væk fra præsidentposten, men den ide opgav han, og samtidig opgav man også tanken om at Iran skulle blive sekulært. I stedet blev Iran mere teokratisk.

Kort efter at Khamenei tiltrådte som præsident, blev han forsøgt snigmyrdet og undslap kun med nød og næppe. Bomben der var skjult i en båndoptager, eksploderede lige ved siden af ham ved en pressekonference. Selvom han undslap, slap han ikke for skader, og bla. hånden har han ikke kunne bruge fulgt ud siden. Det gav ham den usædvanlige titel den ”ledende martyr”.

 

Khamenei blev genvalgt som præsident i 1985.

Da Khomenei døde i 1989, valgte ekspertforsamlingen Khamenei som imidlertid religiøs leder, indtil man fik ændret forfatningen.

Khameinei betegnes i dag som ayatollah. (2005) 

 

Khameinei oplevede allerede som 14 årige Abadan-Krisen, da USA hjalp med et vælte premierminister Mohammad Mossadegh, for igen at få kontrollen over Irans olie.

Dette har fået ham til at indtage en aggressiv holdning over for USA og Israel, samt andre lande, som han kaldte for fjenden.

 

 

 

Akbar Hashemi Rafsajani (Irans fjerde præsident)

 

Akbar Hashemi Rafsajani er født i 1934, og blev Iraks 4 præsident.

Han er barn af en velhavende bondefamilie, og fik gennem tolv år en religiøs uddannelse i byen Qom, shiamuslimernes hellige by. De sidste seks år af hans uddannelse blev han undervist af selveste ayatollah Khomeini, og han var en af hans mest trofaste tilhængere.

 

Rafsajani blev den første formand for det irakiske parlament, efter oprettelsen af en islamisk republik, og den post sad han på, indtil han blev valgt til præsident i 1989.

I de sidste år af krigen mellem Iran og Irak, udnævnte ayaollah Khomeini ham til chef for de væbnede styrker, efter han havde fyret Banisadr.

 

Det var også Rafsajani, der fik ayatollah Khomeini til at acceptere den såkaldte FN-sikkerhederådsresolution, der i realiteten stoppede den 8 årige lange krig.

 

I år 2000 stillede Rafsajani op til parlamentsvalget, men var ikke blandt de 30 repræsentanter fra Teheran, der blev valgt. Alligevel lykkedes det Vogternes Råd at erklære flere stemmebokse ugyldige, og på den måde få plads til den dengang 66 årige Rafsajani.

Lige inden han tiltrådte i parlamentet, valgte han overraskende at træde tilbage med begrundelsen: ”at han bedre kunne tjene folket på andre måder”.

I dag er han en af Irans mest fremtrædende politikere i Iran.

 

 

 

Mohammed  Khatami. (Irans femte præsident)

 

Mohammed Khatami er født i 1943.

I 1997 vandt præsident Mohammed Khatami præsidentvalget med hele 69 % af stemmerne. Han blev igen valgt ved valget i 2001 med hele 77 % af stemmerne.

Khatami blev Irans 5. præsident, og blev betegnet som en ”reformvenlig” præsident, men hans idealer og politik havde ikke den nødvendige rygdækning hos de egentlige magthavere i Iran (bla. vogternes råd /læs afsnittet om ”Vogternes råd).

På den internationale scene vakte hans tanker om ”dialog mellem civilisationer” som han især fremførte i de første år som præsident, til at begynde med håb og normalisering af forholdene mellem Iran og den vestlige verden, især USA, men også dette håb skuffedes.

 

 

Mohammed Khatamis

visioner var en normalisering

 af forholdet mellem Iran

 og den vestlige verden.

 

 

Mohmoud Ahmadinejad (Irans sjette præsident)

 

Irans 6.præsident, som tiltrådte som præsident i 2005, fik 61,6 % af stemmerne.

Ahmadinejad var før præsidentembedet borgmester i hovedstaden Teheran fra 2003 til 2005, og han er uddannet civilingeniør og professor.

Han betegnes generelt som religiøs konservativ med islamistiske holdninger.

I valgkampen var Ahmadinejad den eneste, der talte imod at forbedre relationerne til USA.

 

Ahmadinejad har gjort sig ret upopulær i vesten, på grund af hans modvilje til at stoppe Irans atomprogram, samt hans skarpe udtalelser om jøder.

 

Præsidenten skabte i december 2005 international forargelse ved at gentage Ayatollah Khomeinis opfordring til ”At fjerne Israel fra landkortet”.

 

I december 2005 skabte han igen opsigt, ved i et interview med den arabisksprogede satellitkanal al-Alam at udtale:

 

”Nu, når I mener, at jøderne blev undertrykt, hvorfor skal de palæstinensiske muslimer så betale for det? I undertrykte dem, så giv en del af Europa til det zionistiske regime, så de kan etablere en regering. Det vil vi støtte”¦ Så Tyskland og Østrig: Giv dem nu to eller tre af jeres provinser til det zionistiske regime, så kan de skabe et land,  som hele Europa vil støtte, og problemet vil blive løst ved roden...”

 

Ahmadinejab skabte forargelse ved at opfordre til

”At fjerne Israel fra landkortet”

 

 

 

9. IRANS RETSSYSTEM

 

 

I Iran er straffeloven sharialoven, der set med vore øjne er ret gammeldags og barbarisk.

 

  • For at indtage alkohol kan både mænd og kvinder idømmes en straf på 80 piskeslag.
  • For overlagt mord, kan ofrets familie kræve gengældelse, det vil sige, at morderen kan henrettes.
  • For uagtsomt drab kan ofrets familie kræve blodpenge, det vil sige erstatning.

(For drab på kvinder betales kun det halve af blodpengene end for en mand)

  • Tortur er officielt forbudt i Iran, men forekommer alligevel på politistationer eller i fængsler.
  • Prostition og samleje udenfor ægteskabet i landområderne kan føre til stening af kvinden, og evt. en mildere straf til manden.

 

I Iran er den kriminelle lavalder for piger 9 år, og for drenge 15 år, det vil sige at en evt. henrettelse kan forekomme på børn helt ned til 9-10 års alderen.

Totalt i strid med internationale konventioner, som Iran ellers havde skrevet under på at ville følge.

 

I august 2004..--ja du læste rigtigt 2004””blev en 16 årige pige hængt efter at have haft sex med en gift mand, selvom læger forsøgte at påvise at mentale sygdomme havde spillet ind.

Hængningen blev overværet af tusinder og foregik på byens hovedgade fra en kran.

Både pigens forældre og hende selv bad for livet med papirer, der dokumenterede at hun kun var 16 år, men dommeren (præsten) mente, at papirerne var falske og fastslog hun var 22 år.

Det viste sig senere, at den pågældende dommer (præst) selv havde forsøgt at få pigen som elskerinde, men han var blevet afvist.

I øvrigt blev pigen nægtet advokathjælp.

 

 

I oktober 2004 var der en sag, hvor en 13 årige pige havde haft sex med sin 15 årige bror, der havde gjort hende gravid.

Pigen blev idømt stening, mens broderen der i skrivende stund (okt. 2004) sidder i et fængsel i Teheran, er blevet idømt 150 piskeslag.

Pigen fødte barnet, der straks blevet taget fra hende af myndighederne.

 

Den 28. juli 2008 kunne man i Politiken læse, at Iran dødsdømte 29 personer ved hængning, og dermed stadfæstede sit image, som det land i verden, der dødsdømmer næst flest efter Kina.

De 29 hængte var involveret i bla. narkosmugleri, mafiavirksomhed, mord og væbnede røverier.

I en del af erklæringerne, var nogle af dem også dømt for voldtægt, samt andre forbrydelser ”der forstyrrede den offentlige orden”.

 

 

Iran er det land i verden der har næstflest henrettelser efter Kina.

 

 

9.a MENNESKERETTIGHEDER

 

Den lille menneskerettighedsorganisation I.K.K.R. (Den internationale kampagne for iranske kvinders rettigheder) har gjort opmærksom på sagerne.

 

Den iranskfødte Nahid Riazi, der er koordinator for menneskerettighedsorganitationen, er en af de få der overhovedet kender noget til sagen.

 

Hun siger ”Det er absurd. I andre lande ville myndighederne hjælpe børn der var blevet gravide på denne måde, i Iran henretter man dem”¦.

Situationen for den 13 årlige (som omtalt her på siden) og hendes bror er farlig, og vi må gøre hvad vi kan for at redde dem” siger Nahid Riazi.

 

Nahid Riazi satte sig i spidsen for en verdensomspændende underskriftindsamling på Internettet.

Hun er kendt fra mange medieindlæg, om en kritisk holdning til dele af indvandrerkulturen i Danmark, bla. til dem der støtter shriaalovgivningen, med bla. hensyn til stening af kvinder.

 

 (Læs bla. beretningen om Koranen / Sharia Tryk her).

 

9b HENRETTELSE FOR DRUK

 

I juni 2012 var Iran klar til at henrette 2 personer, der var taget for at drikke alkohol.

De to dømte, var to gange tidligere blevet taget på fersk gerning ifærd med at drikke alkoholiske drikke. Første og anden gang "slap" de med hele 80 piskeslag, men tredie gang fik de altså lovens strengeste straf.

 

Dommen i Iran har fået menneskeretsorganisationen Amnesty International til at reagere.

"Indtagelse af alkohol kan ikke på rimelig vis klassificeres som en af de "Alvorligste forbrydelser" " mener organisationan.

 

Trods de strenge straffe bliver der smuglet alkohol i store mængter ind i Iran.

 

 

10. IRANS HANDELSMARKED

 

10.a OLIESTATEN IRAN

 

Olielandet Iran, som er verdens 4. største olieproducent efter Saudi-Arabien, USA, og Rusland er ret fattigt.

Man er vant til at tænke på, at oliestater i mellemøsten oser af rigdom, men det er ikke tilfældet i Iran.

 

De første udvindinger, begyndte i 1908, i samarbejde med engelske olieselskaber.

I dag er olieproduktionen nationaliseret i det statslige olieselskab ## Iranion oil Company ##.

 

Man fandt den første olie i Iran i 1908, og nu om dage er

det mellem 80 og 90 % af statens samlede indkomst.

 

 

Indtægterne fra olien som er 80 - 90 % af landets samlede indtægter, gav Iran en mulighed for at bringe sig op på højde med mange industrilande, men da oliepriserne i 80erne faldt, ja så faldt landets indtægter så drastisk, at det betød inflation, hvor alle dagligvarer steg til uanede højder.

Det skabte fattigdom i landet.

 

I 1999 fandt man faktisk verdens største oliereserver i Iran, men en international handelsboykot, pga. fundamentalisme gjorde det umuligt for Iran at skaffe udenlandsk kapital ved at sælge ud af disse store reserver.

 

Afhængigheden af olien søges reduceret ved hjælp af andre eksportsektorer, der støttes af midler fra regeringen tjent ved oliehandlen.

 

Iran havde reduceret et overskud på handelsbalancen i 2001 i forhold til år 2000, fordi OPEC reducerede kvoterne på olie, og landet havde en øget import af varer, og samtidig havde man et øget forbrug.

 

Alle store industrier i Iran som store miner, banker, forsikringsselskaber, strømforsyninger dæmninger, luftfartsselskaber, radio-tv, Post og telegraf, og raffinaderier mv. er offentlig ejendom og under ledelse af regeringen.

 

I 2009 løftede Iran dog sløret for en økonomisk plan om at privatisere sine olieraffinaderier.

Staten og ”Det iranske privatisering Organisation” (IPO) gik i 2009 i forhandlinger, for at opnå en aftale om at overdrage aktierne i raffinaderierne til den private sektor.

 

 

I 1999 fandt man verdens største oliereserver i Iran, men en

international handelsboykot, fordi landet var alt for fundamentalistisk,

gjorde det svært at komme af med olien.

 

 

10.b EKSPORT

 

De vigtigste eksportvarer er råolien og gas, samt kemiske produktioner.

Desuden er tæpper, krydderier samt nødder store eksportvarer for Iran.

 

Irans største eksportmarkeder var i 2001:

 

Japan                                        19,2 %

Kina                                            8,1 %

Forenede Arabiske Emirater    7,7 %

Italien                                         7,4 %

Sydkorea                                    7,4 %

 

 

 

10.c. IMPORT

 

Importens sammensætning varierer fra år til år, afhæning af det øjeblikkelige behov.

 

Irans vigtigste importvarer er: sukker, lægemidler, ris, hvede, metal og kemikalier.

 

I 2001 fik Iran flest varer fra:

 

Tyskland                 10,1%

Italien                       6,3%

Frankrig                   6,1%

Rusland                    5,2%

Forenede A.E.          5,1%

 

Disse tal svinger noget fra år til år på grund af landets behov.

 

 

 

10.d DANMARKS HANDEL MED IRAN

 

Danske eksportvarer som feks. svinekød, øl, møbler og andre kvalitetsforbrugsgoder, der er præget af godt dansk design, har intet eller et meget lille begrænset marked i Iran, blandt andet fordi et muslimsk land som Iran, ikke har brug for mange af ovennævnte varer.

Men også at Irans import ligger noget uden for Danmarks Eksportområder, i det hele taget.

 

I 1990erne eksporterede Danmark for ca. 1 mia. kr. varer til Iran, hovedsagelig Oksekød og fetaost, men handelsboykot, og økonomisk krise i landet har fået eksporten til at falde kraftigt.

Siden 1996 fremstillede Iran også selv fataost.

 

Den danske handel med Iran udgør ca. 0,6 % på importsiden, og ca. 0,05 % på eksportsiden

 

 

 

 

11. KRIGEN IRAN / IRAK

 

Krigen mellem Iran og Irak varede fra september 1980 til august 1988.

 

Årsagen til krigen stammer fra gammel tid.

Den nuværende grænse mellem Iran og Irak blev skabt i 1800 tallet af europæiske kolonimagter, men det er den sidste del af grænsen på ca. 200 km., der reelt var uenighed om.

 

Dette stykke hedder Shatt al Arab, der er navnet på den flod der løber ud fra floderne Tigris og Eufrat, og ud i den persiske Golf.

Iran har hele tiden ønsket at Shatt al Arab floden skulle danne grænsen mellem de 2 lande, og på et møde i 1975 var Iran og Irak blevet enige om deres landes grænse skulle følge Shatt al Arab floden.

Iran lovede også de iranske kurder, der befandt sig i Irak ikke ville få mere støtte fra Iran i deres kamp mod Iraks regering.

 

Efter 1979 hvor Khomeini kom til magten efter revolutionen, blev det politiske syn ændret mellem de 2 lande.

Irans militær var svækket og magthaverne i Irak var bange for, at den Iranske revolution ville brede sig til flere steder i mellemøsten, især Irak og Bahrain.

 

De fleste arabiske lande var på IRAKs side, fordi det hele tiden havde været Khomeinis mål at få en revolution bredt sig til så mange arabiske lande som muligt.

 

Irak angreb Iran, også i et forsøg på at erobre oliefelterne langs Shatt al Arab. Iran svarede igen ved at erklære Irak ”Hellig Krig” (1...). På den måde brugte den fanatiske islamist Khomeini islam som våben, og den der dør i ”Hellig Krig” dør som martyr, og bliver automatisk sendt til paradis og bliver behagelig betjent af 72 smukke jomfruer, som står skrevet i koranen.

 

Ved at love dette, fik Khomeini tusindvis af unge overtalt til at gå i krig, mange af dem var børn helt ned til 9-10 års alderen.

 

 

FRANKRIG BLANDER SIG

 

4 år efter krigen var startet gik Frankrig med til at levere moderne Jagerbombefly til IRAK.

400 franske teknikere blev sendt til Irak, for at undervise militærfolk i at bruge dem.

Flyene havde en enorm rækkevidde og gjorde 2/3 af Iran sårbare fra angreb med disse fly.

 

 

VÅBENHVILE

 

En våbenhvile mellem de 2 lande fandt sted 20. august 1988, altså efter en krig på 8 år.

 

Krigen kostede 1,5 mio. mennesker livet.

 

De der flygtede fra Irans militærtjeneste i krigen, kan nu vende frit hjem til landet ved at betale 130.000 kr. (2001 kr.), som en slags erstatning til landet.

Krigen fik faktisk ingen vinder., hvis man kan sige det, nærmest uafgjort.

(Går man ind på det irakiske bath-partis hjemmeside, skrives at IRAK vandt en knusende sejr over Iran)

 

Krigen resulterede selvfølgelig i at manges liv gik tabt, og i kølvandet på det, blev der i stort set enhver by opført de såkaldte ”Martyrkirkegårde”.

På sådanne kirkegårde findes op til flere hundrede tusinde gravpladser, for de faldne i krigen mod Irak. Nogle af de faldne er i sagens natur helt ned til kun ti år gamle, men flertallet er omkring de 18 år.

Gravstederne består af en marmorplade, og ovenpå den er der opsat et lille skab, der er pyntet med Irans rød-grønne-hvide flag. I skabet er der et  billede af den afdøde, samt i mange tilfælde et billede af Ayatollah Khomeini.

F.eks. på kirkegården i Teheran er opsat en sønderskudt ambulance.. eller en knust kampvogn, for at mindes den 8 år lange krig, og de mange dødsofre.

”Martyrkirkegårdene” i Iran hører til nogle af verdens største kirkegårde.

 

Grav på ”Martyrkirkegården”

Børn helt ned til 10 års alderen

ligger her, som ofre for Iran-Irak

krigen.

 

 

12. IRAN I DAG

 

Iran øver i dag stor indflydelse på Mellemøstkonflikten, selvom landet ikke grænser direkte op til Israel. Irans fundamentalistiske tolkning af islam betyder, at landet er afvisende over for enhver tanke om at anerkende staten Israel og dens ret til eksistens. Der bliver ifølge Iran ingen fred før den jødiske stat er nedkæmpet, og det palæstinensiske folk er genindsat i Palæstina, så landet kan blive en del af et kommende fælles muslimsk statsapparat.

Irans holdning er fuldstændig klar: De levner ingen plads for et pragmatisk politisk forlig. Det er en religiøs pligt for shiamuslimer at bekæmpe Israel og fordrive den jødiske befolkning, der siden profeten Muhammed (570-632) har været islams hovedfjende nummer ét.

Det gør jo overhovedet ikke jødernes situation bedre, at de i dag har allieret sig med USA og vesten, der ifølge mange muslimers mening i mellemøsten fører et sandt korstog mod islam.

 

 

13. HVOR MANGE ER I DANMARK ?

 

Ifølge Danmarks statistik findes der pr. 1/1 2009 i alt 14.896 personer i Danmark med iransk baggrund, eller efterkommere af disse.

De 10.470 har dansk statsborgerskab.

 

20 år før, altså pr. 1/1 1989 var der i alt 7.938 personer i Danmark med iransk baggrund, eller efterkommere af disse.

Dengang havde kun 219 dansk statsborgerskab.

 

 

 

14. PERSONGALLERI

 

1.        Cyrus Den Store

          600 eller 576 - 530 før Kristi

          Grundlægger af det persiske imperium

          I Iran kaldes han ”Kurose Kabir”

 

2.        Ayatollah Khomeini

1900-1989

Irans leder fra 1979-1989

 

  

3.        Shahen af Iran

1919-1980

Irans monark fra 1941-1979

Lod sig officielt krone i 1967

 

 

   4.  Marzieh Vahid-Dasyjerni

         1959

         Konservative

         Blev i 2009 den første kvindelige minister i Den Islamiske Republik

         Uddannet Gynækolog fra Universitet i Iran

 

 

 

 

 

 

 

15.  KILDER

 

Bøger

 

Ulla Lange Thomsen: ”Iran”

Gert Lynge Sørensen:   ” Iran..Persernes land i mellemøsten”

Nina Rasmussen "Alene i Iran" 

Svend Lindhardt ”Hellig krig i Mellemøsten”

Lars Hedegård/Torben Hansen/Helle Merethe Brix “I Krigens hus”

 

Andre Kilder

 

Anders Bjørn Hansen: Ambassadesekretær på den kgl. Danske ambassade i Teheran.

www. Slyngelsiderne.dk

www. Leksikon om Iran

Ekstra Bladet 16/10 - 17/10 2004

B.T. 17/10 2004

Debatindlæg i Metro-Ekspress af Farshad Kholghi ”Kender du Khomeini”

Adam Hannested Politiken 28/7 2008

Ritzau/AFP 6/3 2008 “Iran vil hænge mindreårige”

U.S. Department of state

Michael S. Lund Avisen dk.

Avisen 180 grader 24/8 2007

Mogens Glistrup ”De fremmede i Landet”

Wikipida ”Mosoleum af Khomeini”

Katherine Butler Dagbladet Information 2/3 2009

Farhad Khosrokhavar ”De ny generations Iran”

Udenrigsministeriet i Danmark

Danmarks Eksportråd i bogen ”Verden i grafer og tal”

Press ”Iran har planer om at privatisere olieraffinaderier” 10/4 2009

Birgitte Vestermark Berlingske Tidende 17/2 2004

Metro Xpress / Avisen Urban 4/9 2009 (Irans første kvindelige minister)

 

Danmarks Statistik

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opdateret 19/07/2012

Besøg  
233443