Vi bruger Cookies!     

         
 X     
muis

Sider om Islam og Politik




BOMBEANGREBET OVER LOCKERBIE

 

 

 

 

 

 

 

Af Flemming Rønø

 

1. INDLEDNING

2... 21. DECEMBER 1988 

3.  MISTANKER

4.  RETSSAG FØRST TOLV ÅR EFTER

5.  DOMMEN

6. GENOPRETNING OG BENÅDNING

7. STUDEHANDEL

8. LOCKERBIE MARKERET PÅ 20 ÅRS DAGEN

9.  KILDER

 

 

 

 

 

1. INDLEDNING

 

I denne lille beretning, skal vi se på Lockerbie attentatet i december 1988. Et terrorangreb, der  blev kaldt det værste i USA's historie, indtil 11. sep. 2001. Sagen blev kaldt verdens største uopklarede mord, indtil 3 år senere, den 13 november 1991, hvor det skotske politi og Efterretningsvæsen udstedte en arrestordre mod to libyere Al-Amin Khalifa Fahima og Adb al Basset al Megrahi.

 

 

 

 

2...21. DECEMBER 1988

 

 

Pan am 103, var et boeing 747 fly, der den 21.december 1988 skulle flyve ruten fra Frankfurt i Tyskland via Heathrow lufthavnen i London, til New York i USA.

Ombord på flyet var 259 passagerer og besætningsmedlemmer. Langt de fleste passagerer var amerikanere bosat i Europa, der skulle hjem til USA, for at fejre den forestående jul.

 

Da flyet stod i Frankfurt blev en kuffert, der var afsendt fra Malta, omlastet fra et fly derfra, og netop til Pan am 103 flyet.

 

Flyet letter og flyver indover det mørke engelske luftrum til London, hvor den mellemlander.

Efter mellemlandingen i Heathrow fortsatte flyet hen over Storbritannien og ind over Skotland med kurs mod New York.

Efter blot 38 minutters flyvning i 31.000 fods højde (ca. 9.500 meter) sprang kufferten i lastrummet i luften. og skabte et hul i flyet på størrelse med en middagstallerken, og tabet af lufttrykket i kabinen forårsagede, at flyet tabte højde - og styrtede til jorden.

Det sker lige over den lille by Lockerbie i Skotland.

 

Lockerbie er en lille by i den sydvestlige del af Skotland,  der i 1988 havde godt 4.000 indbyggere, eget rådhus og jernbanestation.

Flyet faldt ned i byen og dræbte 11 indbyggere.

 

 

 

Den lille skotske by Lockerbie fik store ødelæggelser ved flystyrtet.

11 indbyggere i byen blev dræbt.

 

 

 

 

Et vidne fortalte i et TV interview senere:

"Vi troede det var en atombombe eksplosion, men så begyndte flydele, kufferter og dets indhold, at vælte ned i en voldsom regn, tonsvis af flybrændstof, samt ikke mindst mennesker".

En af jetmotorerne, der var på størrelse med en lastbil landede som en meteor, på en parkeringsplads ved et boligkompleks.

En anden flydel faldt direkte ned i tre huse, og skabte en ildkugle, der indebrændte i alt 11 mennesker. Nu var i alt 270 døde, de 190 var amerikanere.

 

 

Vragdele ligger i landskabet omkring Lockerbie

 

 

En mor til et af ofrene,  Jane Swire fortæller, at hendes datter Flora Swire var medicinstuderende, og på vej til USA for at besøge sin kæreste, og både moderen og faderen har brugt oceaner af tid på at følge sagen. Faderen Jim Swire droppede sågar sin lægepraksis i USA, for at følge den senere retssag i Haag på fuld tid.

Han fortæller: "Det er ligesom et hvilket som helst andet mord ville være, en brutal forfærdelig død".

 

Paul Hudson, der er advokat i New York, havde sin 16 årige datter Melina ombord på flyet. Melina, der var udviklingsstudent i Europa skulle hjem til USA for at fejre julen. For Paul Hudson blev den tanke, om man viste hvem der stod bag, nærmest en besættelse. Han oprettede i den forbindelse Aviation Consumer Action projektet, som er en gruppe, der hjælper og kommer med ideer til flyselskaber, om en bedre sikkerhed og tryghed, altså om at gå til kamp, for at sådanne terrorhandlinger evt. kan reduceres i antal i fremtiden.

 

 

 

 

3. MISTANKER

 

Hvem havde sendt kufferten fra lufthavnen på Malta?..Var det terrorister fra Iran, eller måske Syrien? De var i hvert fald under mistanke.

 

Skotsk politi mistænkte i det hele taget lande, der var anti-amerikanske, netop såsom f.eks. Iran. Man mistænkte på et tidspunkt Ayatollah Khomeini, for at have sponseret bomberne, og så mente man i første omgang, at Ahmad Jibril og hans Syrien-baserede terrororganisation Folkefronten for Palæstinas befrielse - General Command- havde foretaget den.

 

Skotsk politi og militær gjorde et kæmpe stykke arbejde på i at forsøge, at samle så mange beviser sammen fra de smadrede flydele, og indsamlede flere tons ting, der lå spredt over et stort område i og omkring byen.

 

I august 1990 invaderede Saddam Hussein Kuwait, og da USA havde brug for Syriens støtte til krigen mod Irak, blev alle undersøgelser i den forbindelse, der var rettet mod Iran og Syrien indstillet, og mistanken blev derefter rettet mod Libyen, der efter amerikanernes bombninger af hovedstaden Tripoli samt byen Benghazi i 1986, havde et meget anstrengt forhold til USA.

 

Alligevel forstummede mistanken om Syrien og Iran aldrig helt. Havde Iran alligevel en finger med i spillet?

En af grundende til denne mistanke var, at der 3. juli 1988, altså godt et halvt år før Lockerbie, blev et iransk passagerfly, der var på vej fra Bandar Abbas i Iran til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, skudt ned af den nordamerikanske missilkrydser Vincennes. I alt 274 passagerer døde, heraf 66 børn. USA undskyldte aldrig denne forbrydelse, hverken overfor de efterladte eller de iranske myndigheder. USA gik i 1996 med til at betale 131,8 mio. dollars i erstatning til de efterladte, men både skibets kaptajn, der havde beordret nedskydningen, samt besætningsmedlemmerne af Vincennes, blev tildelt flådens fortjenstmedaljer.

 

Mistanken rettede sig mod den tidligere efterretningsofficer og sikkerhedschef for Libyen Arab Airline Abdelbaset Ali Mohmed al-Megrahi, samt en ansat ved Libyan Arab Al-Amin Khalifa Fahima.

Begge blev anklaget for at have bragt kufferten ombord på flyet på Malta.

De to blev anholdt, og sat i fængsel i Libyen. USA og Storbritannien ville gerne have en rettergang, men i syv år nægtede Libyen at udlevere dem, da man har en regel i den libyske forfatning, der siger man forbyder udleveringer af landets egne statsborgere, hvilket i øvrigt gælder for mange lande i verden - som konsekvens heraf, vedtog FNs sikkerhedsråd den 31.marts 1992, at forbyde al international flytrafik og våbensalg til Libyen.

Libyens leder oberst Muhammad Gadaffi erklærede dog ved flere lejligheder, at han ikke personligt ville modsætte sig, hvis de to frivilligt besluttede sig til at overgive sig til en domstol, men samtidig lagde Gadaffi vægt på, at de to skulle have en ærlig og fair rettergang, og det ville de efter hans mening ikke få i hverken Skotland eller USA.

 

 

 

Gadaffi påpegede ved flere møder med bla. daværende Premierminister

Tony Blair (bill.) og senere Gordon Brown, at han ville have Magrahi

udleveret fra fængslet i Skotland til Libyen.

 

 

 

 

4. RETSSAG FØRST TOLV ÅR EFTER

 

 

Gadaffi foreslog dog flere alternativer for en retssag end lige Skotland eller USA. Han foreslog bla. en retssag i Libyen, eller en domstol under den arabiske Ligas love - eller en retssag i et neutralt land, f. eks i Holland, hvor skotske dommere evt. kunne  lede sagen. Alle forslag blev afvist af både Storbritannien og USA - begge lande krævede fortsat de to udleveret.

 

Da der i november 1993 stadig ikke skete noget med sagens rettergang, vedtog sikkerhedsrådet yderligere sanktioner mod Libyen.

Bla. blev det libyske flyselskabs kontorer i udlandet lukkede, og al forbindelse til luftfartselskaber i form af salg af fly, reservedele, uddannelse af kabinepersonale og piloter  forbudt.

Alle Libyske værdier i udlandet blev indefrosset (dog lige med undtagelse af overskuddet fra deres olieeksport).

 

Efter nogle år med sanktioner mod Libyen, besluttede landet at indbringe sagen for den internationale domstol i Haag, og i februar 1998, erklærede domstolen sig villig til at tage sagen. I mellemtiden havde Storbritannien og USA ændret holdning til retssagen, og mente alligevel sagen godt kunne føres på hverken britisk eller amerikansk jord, men dog med skotske dommere, som i øvrigt var een af Gadaffis forslag tidligere.

 

Mange af familierne til ofrene på Pan Am 103 flyet, fulgte sagens forløb ganske tæt.

De to, Abdelbaset Ali al-Megrahi og Al-amin Khalifa Fahima, ankom til Holland den 5. april 1999 efter forhandlinger med bla. FN.

For netop samme dag de to ankom blev nogle af FN sanktioner mod Libyen suspenderet for en periode.

Selve retssagen i Haag var planlagt til at starte i maj år 2000, og de to tiltalte sad nu i forvaring på en amerikansk luftbase i Holland.

 

Mange juridiske eksperter kiggede på, om Libyen var de egentlige bagmænd. Man kunne også rent juridisk tænke sig at Malta, hvor kufferten blev sendt fra, eller Tyskland hvor kufferten blev omlastet, kunne have noget med sagen at gøre.

 

Lederen af antiterrorkorpset i USA på daværende tidspunkt, Noel Kock, fastslog:

 

"Det blev besluttet, af de to regeringer i både USA og Det Forenede Kongerige (altså Storbritannien), at Libyen stod bag bomberne".

"Min personlige overbevisning var fra start, at Syrien og Iran stod bag".

 

Domstolen i Haag i  Holland indkaldte i alt 227 vidner. INGEN af disse havde set Megrahi bygge en bombe eller pakke den i en kuffert og placere kufferten på flyet, og INGEN havde hørt ham planlægge angrebet.

 

Det der talte imod Magrahis uskyld var:

 

...At Megrahi var en højtstående libysk efterretningsagent, som var i en position, hvor han kunne skaffe sig komponenterne til en bombe.

 

...At han havde besøgt Edin Bollier i Zurich, hvis firma producerede timing-komponenter som den, der blev brugt i bomben.

 

...At bomben, der sprængte Pan-am 103 flyet i stykker mens det fløj, blev placeret på et Air Malta fly i Luqa (1...) og var mærket, så den blev overført til Pan am 103 i Frankfurt, hvorfra den fløj mod New York via Heatrow.

 

...At Megrahi besøgte Malta adskillige gange op til terrorangrebet, og var der på selve dagen.

 

...At den maltesiske butiksindehaver Tony Gaucis identifikation af Megrahi, som den arabiske mand, der et par uger før jul i 1988 havde købt det tøj, der blev fundet rester af rundt om bomben.

 

...At tøjet blev solgt i forretningen den 7. december 1988 - samme dag som Megrahi boede på et hotel tæt på butikken kaldet "Marys hus".

 

1... Luqa: By på Malta, hvor lufthavnen ligger...

 

 

5. DOMMEN

 

En jury på tre dommere erklærede den 31. januar 2001, altså hele 12 år og 1 mdr. efter selve terrorbomben, at idømme Adb al- Basset al- Megrahi fængsel på livstid (27 år). Hans medtiltalte Al-Amin Khalifa Fahima blev frifundet. Den 27. juli forlængede USA sanktionerne mod Libyen. FN havde suspenderet den allerede i 1999, men USA forlængede den med hele 5 år, så den skulle vare til 2006.

 

Libyen accepterede i maj 2002, at betale 2,7 mia. dollar i erstatning til de efterladte. Beløbet skulle således udbetales i rater, såsom at 40 % blev udbetalt, når FN ophævede resten af sanktionerne, de næste 40%, når USA ophævede sine, og de sidste 20 % når USA fjernede Libyen fra listen over lande, der sponsorerede terrorisme. Først i 2008 fjernede USA de sidste restriktioner.

 

 

 

Al-Magrahi fik livstid (27 år) ved domstolen i Haag  i 2001.

 

 

 

6. GENOPRETNING OG BENÅDNING

 

Men allerede fire år før USA havde fjernet de sidste restriktioner, havde Storbritanniens Premierminister Tony Blair fået genoprettet de diplomatiske forbindelser mellem Storbritannien og Libyen, med et besøg i Tripoli, dette skete i marts 2004.

 

 

Efter at have siddet godt syv år i Greenock fængslet i det vestlige Skotland, fik Al-Magrahi konstateret prostata-kræft, og begyndte en appelsag, om at vende hjem til Libyen, hvilket han i 2008 fik afslag på. Den anden appelsag ansøger Libyen forgæves om, at få ham udleveret til at afsone resten af sin dom i Libyen.

 

Højest overraskende beslutter den skotske justitsminister Kenny MacHskill, at benåde al-Magrahi året efter, august 2009, af humanitære grunde. På et pressemøde i Edinburgh sagde han, at bombemanden blev løsladt af ren og skær barmhjertelighed, fordi kræfteksperter havde spået ham kun tre måneder tilbage at leve i.

 

USA's præsident Obama rasede over løsladelsen og mente, at det var en klar fejl, at de skotske myndigheder havde løsladt Lockerbee-bombemanden Abdel Basset Al Megrahi, som dræbte i alt 270 mennesker.

"Det var en fejl, at løslade Magrahi. Han bør ikke modtages som en helt i Libyen, og han burde straks placeres i husarrast", mente Obama.

 

Også USA's udenrigsminister  Hillary Clinton var imod en løsladelse, og fandt det "absolut forkert at løslade en, som er fængslet på baggrund af beviser om hans involvering i sådan en skrækkelig forbrydelse".

 

 

USA s præsident Barack Obama mente, at det var en klar fejl,

at løslade Magrahi.

 

 

Libyen lovede dog, at de IKKE  ville modtage Megrahi som en "helt" ved hjemkomsten, men sådan gik det ikke helt.

 

I stedet for at holde lav profil ved hjemkomsten til Tripoli, blev den nu 57 årige Megrahi modtaget af en større menneskemængde, da han stod ud af flyet i lufthavnen i Tripoli. Hundrede af Libyere, ja selv Libyens leder Mohammad Gadaffi, var taget i lufthavnen, for at modtage den hjemvendte "helt".

 

De skotske myndigheder mente ganske enkelt, at Gadaffi snød dem. Libyen havde lovet ikke at modtage Lockerbee bombemanden som en helt, jamrede Skotlands justitsminister MacAskill, og han kom nærmest i et krydsforhør i det skotske parlament om, hvordan dette kunne ske. En presset MacAskill stod fast på sin beslutning om, at have løsladt den libyske terrorist, men erkendte at Libyen havde taget ham ved næsen.

 

Ca. et år efter, i juli 2010, kom det så frem at Magrahi, der jo kun havde 3 måneder tilbage at leve i, levede i bedste velgående i Libyen.

Den britiske kræftspecialist Karol Sikora indrømmede, at libaneseren faktisk kunne leve mange år endnu. Det var den samme Sikora, der i 2009 gav ham de 3 måneders levetid. Kræft specialisten udførte sine undersøgelser mod en timebetaling på 1.800 kr. ....betalt af den libyske ambassade i London.

Adskillige læger og professorer er sidenhen blevet kontaktet, men har nægtet at komme med en vurdering, fordi kræftsygdomme er uforudsigelige, og de to læger der egentlig stod for Megrahis behandling af hans sygdom i Greenock fængslet, blev slet ikke spurgt i denne sammenhæng...

 

 

 

Hundredvis af mennesker var mødt frem i lufthavnen i Tripoli, for at "hylde" den

hjemvendte helt, efter godt 8 års fængsel i Skotland.

 

 

 

 

7.STUDEHANDEL?

 

Der KAN have fundet en form for studehandel sted, da den daværende engelske justitsminister Jack Straw, tilbage i december 2007, skrev til sin skotske kollega, og gjorde det klart, at Storbritannien havde en "særlig" interesse i at løslade al-Megrahi, bla. efter tidligere Premierminister Tony Blair og senere Gordon Brown, var gået ind i sagen efter flere møder med Gadaffi, som ved disse lejligheder påpegede overfor dem, at han ønskede Magrahi udleveret.

Møderne som de to engelske herrer havde med Gadaffi, handlede om en aftale på 135 MIA. kr., der skulle give den britiske oliegigant BP flere borerettigheder i netop Libyen.

 

Selvom både Tony Blair og Gordon Brown begge to "vasker hænder", og siger de ikke har blandet sig i sagen, er det jo et faktum at Gadaffi fik, hvad han bad om.

 

Sagens udvikling vakte vrede blandt befolkningen i Skotland, og ikke mindst i USA.

Fire demokratiske senatorer fra USA skrev i juli 2010, et brev til den britiske ambassadør i USA, og krævede Magrahi fængslet igen.

 

"Der cirkulerer rygter om, at løsladelsen var motiveret af politiske og handelsmæssige interesser. Hvis det er sandt underminerer det muligheden for, at stille terrorister til ansvar i lande, der normalt opretholder retssikkerhed" skriver de bla. i brevet.

 

Avisen The Globe and Mail, skrev i juli 2010 i en leder:

 

"At han stadig lever som en fri mand, er ikke bare flovt, som professor Sikora beskriver det. Det er en grov uretfærdighed".

 

 

 

Mærkeligt nok fik det britiske gigantselskab BP flere borerettigheder

i Libyen, i nogenlunde samme  tidsrum som Magrahi blev benådet  i

Skotland.

 

 

 

8. LOCKERBIE MARKERET PÅ 20 ÅRSDAGEN

 

 

21. december 2008, altså præcis 20 år efter bombeangrebet, markeres dagen flere steder i verden, bla i New York, i Heathrow-lufthavnen i London. samt i Lockerbie.

I Lockerbie samledes ca. 150 mennesker til en ceremoni, for at lægge blomster og kranse på gravpladsen.

 

 

21. december 2008 markeres 20 årsdagen for bombeangrebet.

Her gravpladsen i Lockerbee.

 

 

 

 

 

9. KILDER

 

Lockerbie-sagen Leksikon

Piet Baunø Ekstrabladet 21/10. 2009

Mikkel Selin Ekstrabladet 25/8 2009

Mikkel Selin Ekstrabladet 20/8 2009

DR- Nyhederne 20/8 2009

Lockerbie Wikipida

Heidi Plougsgaard Morgenavisen Jyllands-Posten 13/7 2010

Leksikon (Flight IR 655 Bandar Abbas/Dubai

Shadow over Lockerbie  (Masse Murder over Skotland)

Mette Rodgers Information 19/8 2009(Syg Lockerbiedømt på vej hjem)

Frederik Pedersen Politiken 21/12 2008 (Lockerbie markerer årsdag for flyeksplosion)



Opdateret 31/10/2011

Besøg  
225827